tirsdag den 24. november 2015

Sneskred fra taget

Her til morgen omkring ti minutter i ni lød der pludselig et øredøvende rabalder ovenpå, hvor jeg befandt mig. Huset gav sig, lemmen til loftet åbnede sig og jeg LØB ned ad trappen! Jeg blev faktisk rigtig bange, fordi jeg ikke anede hvorfor! Da jeg kom ned ad trappen og så ud gik det op for mig, hvad der var sket.

Her ser man mod højre ud for hoveddøren:


Og her mod venstre ved bryggersdøren:


Og her ser man hvordan takshækken så ud bagefter:


Det meste af sneen i hækken er nu fjernet, men der er nogle grene, der har lidt stor skade, så jeg er spændt på at se, hvordan den ser ud til foråret - eller når sneen forhåbentlig snart er smeltet.

I lang tid savnede jeg den ene kat og frygtede at den lå under sneen, men pludselig kom den spankulerende ned ad trappen. Den havde gemt sig så jeg ikke kunne finde den - den røver :).

Nu er der gravet en smal sti, så vi kan komme ud af bryggersdøren, og ligeledes en sti, så vi kan komme hen til brændeskuret!

Sne fra et stort tag fylder altså en del!

mandag den 26. oktober 2015

Væksthushygge

Her i weekenden fik vi taget hul på den store efterårsoprydning. Det første der blev kigget på var væksthuset. Sådan et sted kan der hurtigt komme til at rode, fordi man har en tendens til bare at stille ting derind, som man ikke ved hvor man ellers skal gøre af.

Bobleplasthuset blev vasket af og sat ind i væksthuset igen. Selvom de lover pænt vejr et stykke tid endnu, er det rart at have klargjort det, så vi kan rykke hurtigt, når citron- og appelsintræer skal i vinterhi.


Mine agapanthus står allerede derinde. Ligeledes er duranta kommet i hus. Den har stået i væksthuset et stykke tid nu, og den er da også begyndt at blomstre, men der er rigtig mange knopper endnu, og ved at sætte den i boblehuset håber jeg den vil nå at blomstre lidt mere overdådigt.

Jeg kunne ikke finde de billeder jeg har taget af durantaen fornylig, så her kommer et billede fra Toscana fra et tidligere indlæg:



Vi har placeret bobleplasthuset anderledes i år, og har besluttet os for, at vi denne vinter vil prøve at holde det ryddeligt. Derfor blev der rykket lidt rundt på møblerne, og vi har lavet os en hyggeplads midt på gulvet.


I eftermiddag, når ældstesønnen kommer hjem fra træning har jeg lovet ham varm kakao i væksthuset og så har han til gengæld lovet at købe 2 linser med hjem - ikke ringe, vel?

lørdag den 10. oktober 2015

Lisbeth, dit gartnerhjerte vil sikkert bløde nu!

I dag fik vi endelig gjort det, vi skulle have ordnet for mindst 5 år siden. Vi beskar vores blommetræ. Det var blevet så højt, at det var svært at nå at plukke blommerne, og da de var overmodne faldt de ned, og der bredte sig efterhånden en umiskendelig "duft" af sødlig råddenskab.

Derfor gik vi i gang på denne tørre og til tider solrige lørdag. Søren blev sendt op i træet, og så blev der savet og klippet.



Heldigvis kom den store søn hjem tidsnok til at hjælpe med at rydde op, og nu ser der igen fint ud - bortset fra det, jeg vil vise nu. Det er her, jeg tror Lisbeth (Countryliv) vil korse sig. Vi har nemlig fået os et "abeklatretræ"!

Vi lader billedet stå et øjeblik :).



 Lisbeth, hvis du ser dette her, så trøst os lige med, at det nok skal blive godt igen - PLEASE!


tirsdag den 18. august 2015

Stor succes!

I foråret købte jeg vildt ind af små plugs af planter hos Odenia. Desværre gik jeg kold med plantningen i krukkerne, og glemte nogle få i drivhuset. Det kunne de ikke tåle, og jeg måtte smide dem ud. Rigtig dumt gjort!

Men dem jeg fik plantet har det storartet, og jeg er især vild med euphorbia 'Diamond Frost'. Den er lidt længe om at komme i gang, men nu er der. Jeg har plantet 3 stk. i denne kasse, men kunne nok godt have nøjedes med 2.


En anden favorit er Helichrysum Petiolare. Her har jeg både den almindelige - her sat sammen med euphorbia.


og en småbladet,



der her mingler med chokoladeblomsten, som jeg jo har overvintret i mit bobledrivhus. Den har været lidt længe om at komme i gang med blomstringen. Det skyldes jo nok det dårlige sommervejr, men nu er den også i gang og har et væld af knopper.

Selvom blæsten kan gøre én lidt kulret i kasketten nyder jeg at vi har ferie i denne skønne sensommer  :).

onsdag den 15. juli 2015

Jeg er altså ikke meget for det!

Nedklipning af stauder er noget jeg virkelig skal tage mig sammen til at få gjort. Jeg ved godt, at jeg bare kan lade være, og lige nu står fx både lodden løvefod og storkenæb stadigvæk og ser skønne ud - lige bortset fra at de er blevet lidt langbenede og er væltet en smule.



Jeg ved også godt, at hvis jeg ikke får det gjort vil jeg fortryde det når de er helt færdige og kedelige at se på, og så kan de måske ikke nå at komme med en lille genblomstring senere på sommeren. Og måske er det lige i overkanten med alle de lodden løvefod - men jeg er bare så vild med dem. Er nogen mon i tvivl om det? Disse er kun halvdelen - der er flere rundt omkring i haven :).



Uh, det gør ondt - men hvad venter jeg på - sæt i gang!

mandag den 13. juli 2015

Sådan kom den til at se ud!

Jeg synes lige, at jeg vil vise jer, hvordan min svigerdatters brudebuket kom til at se ud. Vi gik en tur sammen i haven fredag eftermiddag, og der udpegede hun de blomster og især de farver, hun bedst kunne lide. Desværre kom lodden løvefod ikke med i opløbet - den kunne hun simpelthen ikke li!


Buketten er her fotograferet dagen efter, da jeg ikke fik taget nogle ordentlige nærbilleder på selve dagen. Den bærer desværre lidt præg af, ikke at have fået vand i mere end et døgn.


fredag den 19. juni 2015

Forberedelser til bryllup

I øjeblikket futter jeg lige så stille rundt herhjemme efter en operation. Jeg må ikke lave noget, der kræver fysiske udfoldelser, men at tage kameraet med ud i haven kan jeg godt lige klare.


Næste lørdag skal vi holde vores ældste søns bryllup hjemme i haven, og jeg skal bruge blomster til bordene, og så er jeg kommet til at love min søn at lave en brudebuket af blomster fra haven. Heldigvis har jeg ikke så stor præstationsangst endnu, men det kommer måske. Han skal giftes med sin amerikanske kæreste, og det bliver et hyggeligt og lidt uformelt bryllup, og dermed en lige så uformel brudebuket. Det store bryllup skal foregå til august næste år i Boston og det bliver med hele det amerikanske "udtræk" :).



Jeg holder skarpt øje med blomsterne i haven - og én ting er helt sikkert: Der skal lodden løvefod i, og så må dagsformen afgøre hvad jeg ellers skal bruge.


Jeg har endnu ikke spurgt til hendes yndlingsfarver, men regner med at haven kan levere lidt af hvert. I øjeblikket ser det meget grønt og lyserødt ud - pæoner er også så småt ved at springe ud, men jeg håber der når at springe noget blåt ud inden, så jeg har lidt mere at vælge imellem.


Det ville nemlig ærgre mig gevaldigt, hvis jeg blev nødt til at supplere med blomster fra blomsterhandleren.


søndag den 31. maj 2015

En drøm, der gik i opfyldelse!

Nu går den ikke længere! Jeg skal i gang med at blogge igen. Det har bestemt ikke været min mening at jeg næsten skulle have et års fraværs"jubilæum", men sådan er det blevet!

Der er sket rigtig meget i haven siden sidst. Vi har fået en pergola, og der blev lavet en stor fliseterrasse i forbindelse med den, ligesom der er lavet et bed og en stenmelssti op ad pergolaen. Det er blevet så fint.

Lige nu vokser stauderne med raketfart, og der er snart ikke mere bar jord tilbage. Det er ufatteligt så hurtigt det lige pludselig går, og så hurtigt bedene bliver lukket til.


















Jeg har også her i foråret fået opfyldt en drøm, jeg har haft længe.


Ja, det har nemlig noget med vand at gøre, og er du blevet nysgerrig, kan jeg anbefale dig at købe sommernummeret fra HAVEFOLKET. Her kan du se, hvad vi har lavet  - og du får anvisninger på, hvordan du selv kan gøre det samme. Vi er SÅ glade for resultatet!

Du kan også læse fortsættelsen af Mariannes og min "historie" om skærehaven, som så småt begynder at tage form. Det er ikke alt, der er lykkedes lige godt, men jeg er sikker på, at der nok skal blive til mange dejlige buketter henover sommeren alligevel. Jeg glæder mig vildt til at "blomsterhavet" springer ud!

Når man skal prikle så mange sommerblomster, som vi har gjort, er det dejligt at have et sted at stå med potter og jord uden at være bange for at svine. Det kan du bl.a. også læse om.

Vi ses snart igen :)