søndag den 2. september 2012

Miniprojektet

Jeg lovede at fortælle om det lille projekt vi havde gang i her den sidste uge af min mands ferie. Det drejer sig om vores lille gårdhave udenfor køkkenvinduet.

Den var blevet lidt forsømt og så herrens ud. Der var krydderurter, der groede som besat og væltede ud over det hele, sammen med frøsåede sommerblomster i alle flisernes fuger. Lige lidt for frodigt, så vi besluttede os for at få lidt styr på gårdhaven.

Jeg har ikke et førbillede, men her får I et "under" billede

Der var fliser næsten helt ind til soklen
 Og så til "efter" billederne


Vi plantede 3 hortensia Endless Summer - the original. De får kun morgensolen, men jeg er sikker på at de vil trives her, og jeg kan allerede se det for mig, når de fylder hele bedet ud - det bliver flot!



Det ser lidt bart ud, efter at krydderurterne er fjernet, men det er skønt med 3 bede, der skal fyldes med planter. Jeg ved endnu ikke rigtigt hvad der skal plantes, men det bliver formentlig stauder. De to roser er Rose de Rescht, og  mellem dem forestiller jeg mig et lille opstammet træ med bunddække af geranium af en slags, der matcher roserne. Forslag modtages med kyshånd.


De små "rum" nederst og th. i billedet skal udfyldes med marksten. Jeg er i gang, men mangler nu sten, så jeg må ud og finde flere. Måske er jeg nødt til at køre en tur i grusgraven igen!

De gamle, grå fliser har ligget her siden vi købte huset i 1988, og de er meget slidte, så de trænger gevaldigt til en udskiftning. Men her ligger en olietank, der skal sløjfes i 2015, så derfor gider vi ikke bruge for meget krudt på gårdhaven. Men hvis der bliver plantet noget, der kan brede sig lidt ud over fliserne, skal det såmænd nok blive helt OK.