mandag den 22. oktober 2012

Så laver vi faskine igen, igen!

Jeg har tidligere skrevet om vores halve whiskytønder, som vi bruger til vandopsamling fra væksthuset.

I denne weekend fik vi endelig lavet den sidste, den der tager regnvandet fra den overdækkede terrasse og udekøkken. Tønden har stået der længe, men når vandkanden var fuld, løb vandet bare over og ned i bedet, der efterhånden var ret sumpet.

Her følger en anvisning på, hvordan vi gjorde:

Først sætter man manden til at grave et dybt hul :)

Så borer man selv huller i den store murerbalje

Ned i hullet med baljen, og så fylder man alle de sten i, der er samlet rundt omkring i haven den seneste tid

Herefter lagde vi et dobbelt stykke fiberdug rundt om baljen og stoppede det godt ned udenom, så der ikke kommer hverken grus eller jord ned til stenene.

Så blev der lagt grus, stampet, og lagt mere grus på

Til sidst lagde vi marksten på stykket. Lige under tuden lagde vi en masse småsten, så det ikke plasker, når vandet løber ned.

Nu mangler vi bare at fuge med stenmel


Når vandkanden er fuld, fjerner vi den, så vandet kan løbe ned i faskinen.

Det ideelle, og mest miljørigtige, ville være at få lavet et regnbed, men da vores grund ikke er helt plan - for at sige det pænt - og faktisk stiger hen imod hvor vi kunne have regnbedet, er den plan droppet. Det vil kræve at rigtig meget af haven skal graves op og nivelleres, og det har jeg ikke rigtig mod på!

Men denne løsning er da trods alt bedre end at lade det løbe ned i kloakken!



mandag den 15. oktober 2012

Æblefestival i Kivik



På en weekendtur til Kivik i Sverige, forrige weekend, faldt vi tilfældigt over "resterne" af den årlige æblefestival, der holdes den sidste weekend i september.



På markedet var der en stor æbletavle på 108 m2. Tavlen bestod af ca. 70.000 søm, hvorpå der var sat ca. 35.000 æbler i et fantastisk flot mønster. Billedet var lavet af 9 forskellige æblesorter, og hele molevitten vejede ca. 3 tons!

Her ses et nærbillede.

Der var forskellige æbledekorationer, både udendørs og i et telt





Vi researchede lidt, da vi kom hjem og det viste det sig at det var jubilæumsår i år!

På festivalens hjemmeside kan du se billeder af 25 års æbletavler, og i øvrigt læse meget mere om den årligt tilbagevendende begivenhed.
 
Her er bare to udsnit af de fantastisk flotte æbletavler

Jeg gad godt vide, hvad de gør med æblerne bagefter!

torsdag den 4. oktober 2012

Opdateret frøliste og mobilporto

Så ligger der en opdateret frøliste for 2012 i fanen foroven.





For at undgå ekstra porto til en frankeret svarkuvert, kan du i stedet for købe en portokode hos Post Danmark. Læs meget mere om det her.

onsdag den 3. oktober 2012

Det er stadig sommer i min have!

I hvert fald på sådan ca. 1 m2 bag væksthuset.



Her har jeg en lille børnehave, og her blev "skelettet" af den døde pilebladede pære plantet, så jeg kunne få et lathyrustræ. Det tog lidt tid inden blomstringen kom i gang, sikkert fordi det ikke får så meget sol som det burde, men til gengæld er der stadig en del blomster, ikke ret mange har sat frø endnu og der er ikke ét vissent blad.

De andre lathyrus jeg har haft, er for længst hevet op og lagt på komposten, så det her er da sommer!