onsdag den 16. marts 2011

En slags vand i haven!

For at løse problemet med opsamling af regnvand fra væksthuset pusler vi lidt med tanken om at bygge et bassin af lecablokke i hele væksthusets bredde. Herfra skal der så løbe vand fra 2 nedløbsrør ned i bassinet. Bassinet skal pudses og evt. males, så det falder ind i soklens udseende, men ikke være lige så højt. Bredden bliver enten 70 eller 90 cm, afhængig af hvilken størrelse lecablokke vi vælger (hvis det skal være lecablokkke).

Jeg tror dette vandspejl kunne være rigtig smukt, samtidig med at det løser et praktisk problem.

Det skal placeres på denne gavl
I Havedrømme I af Claus Dalby har jeg - på side 10 - læst at Anne Just har lavet nogle støbte havebassiner, og der er også et fint billede af ét på side 11. Det lyder som om det er meget nemt at lave, og at man ikke engang skal grave ud til det, men blot lægge blokkene ovenpå jorden.

Her har jeg affotograferet billedet fra bogen.
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men vi kan ikke rigtigt komme videre i planlægningen nu. Derfor vil jeg høre om der er nogen, der selv har lavet sådan et bassin eller kender nogen der har gjort det? Jeg ville meget gerne høre om andres erfaringer hermed.

Synes I at idéen er helt hen i skoven eller vil det blive rasende flot? :)