tirsdag den 29. maj 2012

Nu nærmer vi os!

Vi er ved at være færdige med vores udekøkken - i hvert fald rammerne.

På vores arbejdslørdag den 19. maj blev der lukket af i siderne, og sat ruder i alle 3 steder.

Espalier til den lyserøde rose er sat op
Den enlige Nordens oliven blev sat hen på hjørnet for at bløde lidt op på alt det sorte 



Der er blevet plantet lidt småtterier i det "nye" bed, men da jeg skal til plantemarked i Geografisk Have i Kolding den 5. juni har jeg gjort plads til nogle "fund" derfra.

Det er som sagt meningen at jeg skal have en lyserød rose op ad espalieret, men da jeg ikke kan bestemme mig for hvilken det skal være har jeg foreløbig sat lyserøde lathyrus. Så må rosen komme til efteråret. Måske skal den ene af mine 3 Sarah Bernhardt pæoner flyttes, men det må også blive til efteråret.

Vi blev færdige med de løse sprosser til vinduerne og nu skal de bare males
I selve udekøkkenet skal der nu sættes bordplader op. Jeg regnede med at vi skulle bruge de tiloversblevne lecasten fra væksthusbyggeriet som "bordben", men min mand fik mig overbevist om at vi skal bruge kraftige hyldeknægte i stedet for. Det gamle terrassegulv er pivskævt, og vi har ikke rigtig "tid" og lyst til at skifte det ud lige nu :), og da det vil blive meget bøvlet at få det hele i vater, er det nemmere med den løsning vi har besluttet os for.

I mit forrige indlæg skrev jeg om den "døde" nordens oliven. Den er nu gravet op, og der var godt med myregange i rodnettet. Den er nu plantet om i børnehaven bag væksthuset, og indtil jeg ser hvad den har tænkt sig, bliver den til lathyrustræ.



torsdag den 17. maj 2012

Det er imponerende!

Forleden rundede min blog 200 læsere, og jeg er rigtig, rigtig glad for at så mange læser med.

Da jeg for ca. 1½ år siden startede min blog anede jeg ikke at det kunne udvikle sig til deltagelse i et fantastisk univers. Planter og frø bytter ejere, man får svar på sine havespørgsmål, kommer "på besøg" i mange skønne haver, inspireres og inspirerer, og ikke mindst "møder" man skønne havemennesker.

Nogle af jer har jeg været så heldig at møde IRL - sidst på plantemarked i Lyngby - og det er fantastisk dejligt at kunne dele sin haveglæde med andre "tosser".

 

5. juni regner jeg med at se/gense mange af jer i Geografisk Have i Kolding, og midt i juni kører  blogtour-bussen igen til Jylland - denne gang i 3 dage! Vær sikker på at vi nok alle skal "hærge" jer med billeder og reportager :o)

mandag den 14. maj 2012

Hvad sker der lige her?

For 2 år siden købte jeg 2 pilebladet pære - Nordens oliven - og plantede dem i halve whiskytønder. De har været rigtig flotte, lige indtil i år


De lignede hinanden i starten, men så gik det galt med den til venstre - den sprang aldrig rigtigt ud. De er plantet i samme jord og har i det hele taget fået samme behandling, så hvad er der mon galt?


Når jeg kratter lidt i stammen er den stadig grøn, så den kommer i "karantæne" i børnehaven indtil næste forår. Jeg vil prøve om jeg kan finde en ny - ellers må jeg finde en anden plads til den, der ikke fejler noget.

**********

I dag blev jeg endelig færdig med at tilså køkkenhaven, dvs. næsten færdig. Jeg venter lige en uges tid med stangbønnerne, men stativet er sat op, så der er klar bane.


Det ser lidt bart ud, men med lidt varme skal der nok snart komme gang i groningen.

Da vi har 2 katte, samt adskillige i nabolaget, der ofte kommer på besøg, har jeg klunset noget gammelt dyrehegn hos en nabo. Det har jeg skåret til og lagt over højbedene, så kattene ikke kan komme til at besørge der. Heldigvis er "maskerne" store nok til at jeg kan komme til at luge, men for små til at kattene kan komme til. Når det hele er vokset til, regner jeg med at kunne fjerne hegnet igen.

 

tirsdag den 8. maj 2012

Så kom vi lidt videre

Arbejdet med vores udekøkken skrider stille og roligt frem. I bededagsferien nåede vi en del - også en konfirmation.

De 3 stolper er sat op
 
Set fra en anden vinkel

Brædderne er på plads

Vi mangler endnu noget arbejde inden den 19. maj, hvor det går løs med vinduer og den sidste finish.

Som det ses på det første billede får jeg ca. 2 m2 bed, der skal tilplantes - og det er jo ikke så ringe endda :)

onsdag den 2. maj 2012

Det var kattens!


Men det er det altså ikke mere. De må undvære den kasse de sover i ude i det lille drivhus, for nu blev der plantet krydderurter i den.  Jeg har plantet rosmarin, oregano, salvie og timian, og har sat navneskilte i – ikke fordi jeg ikke ved hvad det forskellige er – men fordi min mand næsten altid ligner et spørgsmålstegn, når jeg beder ham om at hente nogle krydderurter. Gæt hvem der laver mad her i huset!

Kattene skal nok få en ny kasse :)

Udsigten fra mit soveværelsesvindue her til morgen.

Victoria blommetræ (taget med mobilen)
Det er med at nyde blomstringen, så længe den varer.