fredag den 18. oktober 2013

Planteindkøb i Toscana

Da jeg var i Toscana her i september måned, faldt jeg på et marked over denne smuksak.



Den hedder Duranta. Jeg har googlet den og fundet ud af, at den helt nøjagtigt hedder duranta erecta. I vores klima betragtes den som etårig, men kan overvintre indendørs bare den står i et stort sydvendt vindue.

Manden på markedet fortalte at den kan tåle en lillebitte smule frost, men jeg tør ikke løbe den risiko. Foreløbig står den i væksthuset, men jeg må hellere finde en plads til den indenfor i den kommende weekend. Jeg overvejer at prøve at tage en stikling, hvis noget nu skulle gå galt.

Da jeg for et par weekender siden var på en dansk planteskole så jeg den til 299 kr. Jeg gav 5€! Hvorfor var det nu lige at jeg ikke købte vildt ind?

Kender du den - og har du nogle erfaringer med den?


Jeg købte også en blyrod - dog ikke så stor som dette eksemplar.

tirsdag den 8. oktober 2013

Jeg er stenrig!

I sidste uge tilbragte vi et par timer i grusgraven med at sortere sten. Vi nåede at køre 2 trailerfulde sten hjem til matriklen, og nu ligger de i carporten og venter.


Pigstenene skal bruges som afslutning på de stenmelsstier vi lavede denne sommer. Jeg har aldrig fået vist jer hvordan græs blev forvandlet til stenmel. Vi er SÅ glade for det, og nu skal arbejdet gerne gøres færdigt hurtigst muligt.