mandag den 10. april 2017

Cottagehave Tante Grøns haveunivers - en anmeldelse!

Jeg har efterhånden besøgt Jytte og John en del gange, og hver gang slår havens skønhed mig omkuld. Det er bare den smukkeste have jeg kender!

Jeg må tilstå, at når jeg drejer om hjørnet og går ind i haven langs det lille drivhus med efeubakken  på min venstre side, kommer der en del udbrud, og så bliver jeg stum. Stum af beundring over den mangfoldighed af blomster og farver, der udfolder sig for mit blik. Samt alle detaljerne, pynten, havemøblerne, brændestakkene etc.


De fleste gange har jeg været der sammen med to haveveninder, og spørgsmålene rammer Jytte som en maskingeværsalve; hvad hedder den og den og .....?  Ellers elsker jeg at "luske" alene rundt og indtage haven! Lykken er at stå og indsnuse havens atmosfære og bare være der. Andre gange sætter jeg mig på en stol eller en bænk bag de høje blomster og bliver væk!


Ligesom jeg indtager haven, har jeg også glædet mig til at indtage Jyttes nye bog, Cottagehave, Tante Grøns haveunivers. Jeg må tilstå, at jeg behændigt sprang over de første sider med historien (dem læser jeg til sidst). Jeg var for utålmodighed efter at komme i gang med at læse om den smukke have.

Jytte skriver medlevende om cottagehaven fra forår til efterår. Hun skriver om træer, buske, slyngplanter, roser, klematis, stauder og sommerblomster  - ja, om alt det der gør haven til en rigtig engelsk cottagehave. Der er så megen inspiration i den bog, så man får lyst til frådende at kaste sig ud i bilen og køre til den nærmeste planteskole og bruge en formue!

Det jeg godt kan lide ved bogen er, at Jytte også beskriver hvad haven kan gøre for krop og sjæl. 

Man kan ikke være rigtig sur, når man arbejder i haven, og sorger og bekymringer har det med at træde lidt i baggrunden. Den tilstand tror jeg de fleste af os kender!









Jeg har aldrig været i tvivl om at cottagehaven er min havestil, og når jeg læser denne bog bliver jeg endnu mere vild i varmen. Jeg håber, at jeg kan lære en masse om stilen, for jeg synes det er lidt svært. Det bliver aldrig helt som jeg gerne vil have det, men jeg må jo tage små skridt. 

Som Jytte skriver: "Følg din intuition, og vær ikke bange for at begå fejl. Der begås nemlig ikke fejl, der samles erfaring!" Det vil jeg huske!

I får lige lidt flere billeder fra den skønne bog:



Billederne er alle  taget fra bogen med min mobiltelefon, så jeg beklager den forringede billedkvalitet.

Tak for endnu en dejlig bog, Jytte!



6 kommentarer:

  1. En dejlig beskrivelse af Tantens have, fra din hånd, næsten som at være der selv! Bogen ligger klar hos mig, men der var en anden bog, der stod først i køen, så jeg har pænt måtte vente. Dog har jeg været henne og røre og bladre og snuse og sige nææææhhh... flere gange. Lige om ikke så længe, kommer fordybelsen også. Det bliver en fest. Tak for et fin anmeldelse, som fik mundvandet til at løbe igen. :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du kan roligt glæde dig, Jette - og bogen skal læses mere end én gang her :)

      Slet
  2. Bogen er simpelthen creme-de-la-creme for cottagehaveelskere - og vi er en del i dette land, vil jeg tro. Jeg har stornydt bogen :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har jeg også Ulla - og også alle de smukke dekorationer, som Jytte er en mester til at kreere!

      Slet
  3. Kære Lene.

    Tusind tak for den flotte omtale af bogen og for alle de søde ord om jeres/dine havebesøg heroppe. Det er så dejligt at høre, at man har skabt noget, som uden at man vidste det, også ville komme til at glæde andre.

    Hav en rigtig dejlig påske fyldt med GULE påskeliljer og røde knopper over hele kroppen.

    All my love to Ticklewells from Flatty Hills :o)

    Knus og kærlige tanker

    SvarSlet
  4. Kære Lene
    Jeg har det som dig, det er en fantastisk dejlig bog om en fantastisk dejlig have. Jytte skriver så jeg læste bogen fra ende til anden og du rammer her plet med din beskrivelse af følelsen man får, når man går ind i haven langs det lille drivhus.
    Knus :-)

    SvarSlet