tirsdag den 2. april 2013

Så blev det gjort!

Hvor er det skønt at have overstået én af hadeopgaverne. I søndags fik vi vasket og støvsuget i væksthuset, og vinduerne blev pudset både ind- og udvendigt. Der blev samtidig ryddet op, så nu kan foråret bare komme an - vi er parate!

Der blev sat lidt hornvioler og perlehyacinter derud, men det store rykind af blomster må nok hellere vente lidt endnu.



Min Pixie har nu store knopper til trods for at jeg ikke har gjort noget særligt for at beskytte den gennem vinteren. Den har stået i væksthuset uden at være dækket af fiberdug eller andet - og jubii, den har overlevet! Kan efter sigende ikke tåle frost, men det er måske fordi den har stået tæt på muren, og den så har "suget" den lillebitte smule varme, der har været. Nu er den vandet op, og så venter jeg bare på det yndigste blomsterflor, og den skønneste duft.



Værre er det med mine dahlia - igen, igen. De er nu for tredje år rådnet for mig - et sørgeligt syn. Men som den ukuelige optimist jeg er, prøver jeg igen og igen! Jeg må nok sande at jeg må finde mig et dahliahotel til efteråret, for jeg måtte smide en meget stor knold af Stolze von Berlin ud - HULK!


Det store oliventræ har fået en stor underskål og er blevet vandet godt igennem også. Det skal ud på terrassen, når vejret bliver til det - engang :).