mandag den 10. april 2017

Cottagehave Tante Grøns haveunivers - en anmeldelse!

Jeg har efterhånden besøgt Jytte og John en del gange, og hver gang slår havens skønhed mig omkuld. Det er bare den smukkeste have jeg kender!

Jeg må tilstå, at når jeg drejer om hjørnet og går ind i haven langs det lille drivhus med efeubakken  på min venstre side, kommer der en del udbrud, og så bliver jeg stum. Stum af beundring over den mangfoldighed af blomster og farver, der udfolder sig for mit blik. Samt alle detaljerne, pynten, havemøblerne, brændestakkene etc.


De fleste gange har jeg været der sammen med to haveveninder, og spørgsmålene rammer Jytte som en maskingeværsalve; hvad hedder den og den og .....?  Ellers elsker jeg at "luske" alene rundt og indtage haven! Lykken er at stå og indsnuse havens atmosfære og bare være der. Andre gange sætter jeg mig på en stol eller en bænk bag de høje blomster og bliver væk!


Ligesom jeg indtager haven, har jeg også glædet mig til at indtage Jyttes nye bog, Cottagehave, Tante Grøns haveunivers. Jeg må tilstå, at jeg behændigt sprang over de første sider med historien (dem læser jeg til sidst). Jeg var for utålmodighed efter at komme i gang med at læse om den smukke have.

Jytte skriver medlevende om cottagehaven fra forår til efterår. Hun skriver om træer, buske, slyngplanter, roser, klematis, stauder og sommerblomster  - ja, om alt det der gør haven til en rigtig engelsk cottagehave. Der er så megen inspiration i den bog, så man får lyst til frådende at kaste sig ud i bilen og køre til den nærmeste planteskole og bruge en formue!

Det jeg godt kan lide ved bogen er, at Jytte også beskriver hvad haven kan gøre for krop og sjæl. 

Man kan ikke være rigtig sur, når man arbejder i haven, og sorger og bekymringer har det med at træde lidt i baggrunden. Den tilstand tror jeg de fleste af os kender!









Jeg har aldrig været i tvivl om at cottagehaven er min havestil, og når jeg læser denne bog bliver jeg endnu mere vild i varmen. Jeg håber, at jeg kan lære en masse om stilen, for jeg synes det er lidt svært. Det bliver aldrig helt som jeg gerne vil have det, men jeg må jo tage små skridt. 

Som Jytte skriver: "Følg din intuition, og vær ikke bange for at begå fejl. Der begås nemlig ikke fejl, der samles erfaring!" Det vil jeg huske!

I får lige lidt flere billeder fra den skønne bog:



Billederne er alle  taget fra bogen med min mobiltelefon, så jeg beklager den forringede billedkvalitet.

Tak for endnu en dejlig bog, Jytte!



tirsdag den 24. maj 2016

Der var engang et blommetræ

Sidste sensommer fik vi - som tidligere skrevet her på bloggen - beskåret vores blommetræ. Det gik hårdt for sig, den ene gren tog den anden, og træet blev vel nærmest skamferet.

Her i foråret har jeg med ængstelse kigget på træet, og jeg havde allerede planlagt at der skulle plantes en eller anden slyngplante for at dække de nøgne grene. Men pludselig for ca. 14 dage siden begyndte der at ske noget (lidt), og her til aften ser blommetræet sådan ud:



Der er langt til dets storhed for et år siden og mon vi nogensinde får dette syn at se igen?


Jeg håber det!


fredag den 13. maj 2016

Hjemmelavet kar til krydderurterne

Tidligt på foråret gik jeg i gang med at lave et kar til mine krydderurter. Det skal stå på et gammelt gasbord i udekøkkenet, så det er nemt at klippe noget til madlavningen.

Karret er lavet af hypertufa, der er en blanding af lige dele cement, perlite og sphagnum. Ingredienserne blandes op med vand, til det får en konsistens som hytteost. Som form brugte jeg en kraftig papkasse, som yderligere blev forstærket hele vejen rundt med gaffatape, men man kan også bruge en trækasse, hvis man har én der passer i den ønskede størrelse. Papkassen blev foret med tyndt plastik, og så blev der først lagt et lag i bunden, og derefter på siderne. Hypertufaen skal presses godt sammen, så det hænger fast. Jeg lavede også fire drænhuller i bunden. Det hele blev dækket med plastik, og allerede et par dage efter kunne jeg tage den ud af formen, så den kunne tørre helt op.


Jeg kunne sikkert godt have lavet den mere glat, men jeg kan så godt lide det "brutale" look.


Nu mangler jeg bare at få plantet krydderurterne rigtigt, og det vil jeg gå ud og gøre med det samme.

tirsdag den 10. maj 2016

Nu er det vist på tide!

Når jeg kigger på min blog ser jeg sneskred - for pokker, det er da længe siden. Ja, helt nøjagtigt var det den 24. november 2015, og nu kan jeg ikke holde ud at se på det mere.

Nu trænger der til at komme lidt forår på bloggen og i formiddags, inden jeg kørte på venindebesøg, tog jeg lige et billede af mine nyudsprungne blodblommer. De kan ikke roses nok, og jeg har aldrig fortrudt at vi købte dem.



På planteskolen fortalte gartneren at vi nok ikke skulle regne med at de kunne stå i tønderne mere end max. 4 år. Jeg tror allerede jeg har fundet et nyt, godt sted til i hvert fald to af dem. Er de ikke skønne?

tirsdag den 24. november 2015

Sneskred fra taget

Her til morgen omkring ti minutter i ni lød der pludselig et øredøvende rabalder ovenpå, hvor jeg befandt mig. Huset gav sig, lemmen til loftet åbnede sig og jeg LØB ned ad trappen! Jeg blev faktisk rigtig bange, fordi jeg ikke anede hvorfor! Da jeg kom ned ad trappen og så ud gik det op for mig, hvad der var sket.

Her ser man mod højre ud for hoveddøren:


Og her mod venstre ved bryggersdøren:


Og her ser man hvordan takshækken så ud bagefter:


Det meste af sneen i hækken er nu fjernet, men der er nogle grene, der har lidt stor skade, så jeg er spændt på at se, hvordan den ser ud til foråret - eller når sneen forhåbentlig snart er smeltet.

I lang tid savnede jeg den ene kat og frygtede at den lå under sneen, men pludselig kom den spankulerende ned ad trappen. Den havde gemt sig så jeg ikke kunne finde den - den røver :).

Nu er der gravet en smal sti, så vi kan komme ud af bryggersdøren, og ligeledes en sti, så vi kan komme hen til brændeskuret!

Sne fra et stort tag fylder altså en del!

mandag den 26. oktober 2015

Væksthushygge

Her i weekenden fik vi taget hul på den store efterårsoprydning. Det første der blev kigget på var væksthuset. Sådan et sted kan der hurtigt komme til at rode, fordi man har en tendens til bare at stille ting derind, som man ikke ved hvor man ellers skal gøre af.

Bobleplasthuset blev vasket af og sat ind i væksthuset igen. Selvom de lover pænt vejr et stykke tid endnu, er det rart at have klargjort det, så vi kan rykke hurtigt, når citron- og appelsintræer skal i vinterhi.


Mine agapanthus står allerede derinde. Ligeledes er duranta kommet i hus. Den har stået i væksthuset et stykke tid nu, og den er da også begyndt at blomstre, men der er rigtig mange knopper endnu, og ved at sætte den i boblehuset håber jeg den vil nå at blomstre lidt mere overdådigt.

Jeg kunne ikke finde de billeder jeg har taget af durantaen fornylig, så her kommer et billede fra Toscana fra et tidligere indlæg:



Vi har placeret bobleplasthuset anderledes i år, og har besluttet os for, at vi denne vinter vil prøve at holde det ryddeligt. Derfor blev der rykket lidt rundt på møblerne, og vi har lavet os en hyggeplads midt på gulvet.


I eftermiddag, når ældstesønnen kommer hjem fra træning har jeg lovet ham varm kakao i væksthuset og så har han til gengæld lovet at købe 2 linser med hjem - ikke ringe, vel?

lørdag den 10. oktober 2015

Lisbeth, dit gartnerhjerte vil sikkert bløde nu!

I dag fik vi endelig gjort det, vi skulle have ordnet for mindst 5 år siden. Vi beskar vores blommetræ. Det var blevet så højt, at det var svært at nå at plukke blommerne, og da de var overmodne faldt de ned, og der bredte sig efterhånden en umiskendelig "duft" af sødlig råddenskab.

Derfor gik vi i gang på denne tørre og til tider solrige lørdag. Søren blev sendt op i træet, og så blev der savet og klippet.



Heldigvis kom den store søn hjem tidsnok til at hjælpe med at rydde op, og nu ser der igen fint ud - bortset fra det, jeg vil vise nu. Det er her, jeg tror Lisbeth (Countryliv) vil korse sig. Vi har nemlig fået os et "abeklatretræ"!

Vi lader billedet stå et øjeblik :).



 Lisbeth, hvis du ser dette her, så trøst os lige med, at det nok skal blive godt igen - PLEASE!


tirsdag den 18. august 2015

Stor succes!

I foråret købte jeg vildt ind af små plugs af planter hos Odenia. Desværre gik jeg kold med plantningen i krukkerne, og glemte nogle få i drivhuset. Det kunne de ikke tåle, og jeg måtte smide dem ud. Rigtig dumt gjort!

Men dem jeg fik plantet har det storartet, og jeg er især vild med euphorbia 'Diamond Frost'. Den er lidt længe om at komme i gang, men nu er der. Jeg har plantet 3 stk. i denne kasse, men kunne nok godt have nøjedes med 2.


En anden favorit er Helichrysum Petiolare. Her har jeg både den almindelige - her sat sammen med euphorbia.


og en småbladet,



der her mingler med chokoladeblomsten, som jeg jo har overvintret i mit bobledrivhus. Den har været lidt længe om at komme i gang med blomstringen. Det skyldes jo nok det dårlige sommervejr, men nu er den også i gang og har et væld af knopper.

Selvom blæsten kan gøre én lidt kulret i kasketten nyder jeg at vi har ferie i denne skønne sensommer  :).

onsdag den 15. juli 2015

Jeg er altså ikke meget for det!

Nedklipning af stauder er noget jeg virkelig skal tage mig sammen til at få gjort. Jeg ved godt, at jeg bare kan lade være, og lige nu står fx både lodden løvefod og storkenæb stadigvæk og ser skønne ud - lige bortset fra at de er blevet lidt langbenede og er væltet en smule.



Jeg ved også godt, at hvis jeg ikke får det gjort vil jeg fortryde det når de er helt færdige og kedelige at se på, og så kan de måske ikke nå at komme med en lille genblomstring senere på sommeren. Og måske er det lige i overkanten med alle de lodden løvefod - men jeg er bare så vild med dem. Er nogen mon i tvivl om det? Disse er kun halvdelen - der er flere rundt omkring i haven :).



Uh, det gør ondt - men hvad venter jeg på - sæt i gang!

mandag den 13. juli 2015

Sådan kom den til at se ud!

Jeg synes lige, at jeg vil vise jer, hvordan min svigerdatters brudebuket kom til at se ud. Vi gik en tur sammen i haven fredag eftermiddag, og der udpegede hun de blomster og især de farver, hun bedst kunne lide. Desværre kom lodden løvefod ikke med i opløbet - den kunne hun simpelthen ikke li!


Buketten er her fotograferet dagen efter, da jeg ikke fik taget nogle ordentlige nærbilleder på selve dagen. Den bærer desværre lidt præg af, ikke at have fået vand i mere end et døgn.


fredag den 19. juni 2015

Forberedelser til bryllup

I øjeblikket futter jeg lige så stille rundt herhjemme efter en operation. Jeg må ikke lave noget, der kræver fysiske udfoldelser, men at tage kameraet med ud i haven kan jeg godt lige klare.


Næste lørdag skal vi holde vores ældste søns bryllup hjemme i haven, og jeg skal bruge blomster til bordene, og så er jeg kommet til at love min søn at lave en brudebuket af blomster fra haven. Heldigvis har jeg ikke så stor præstationsangst endnu, men det kommer måske. Han skal giftes med sin amerikanske kæreste, og det bliver et hyggeligt og lidt uformelt bryllup, og dermed en lige så uformel brudebuket. Det store bryllup skal foregå til august næste år i Boston og det bliver med hele det amerikanske "udtræk" :).



Jeg holder skarpt øje med blomsterne i haven - og én ting er helt sikkert: Der skal lodden løvefod i, og så må dagsformen afgøre hvad jeg ellers skal bruge.


Jeg har endnu ikke spurgt til hendes yndlingsfarver, men regner med at haven kan levere lidt af hvert. I øjeblikket ser det meget grønt og lyserødt ud - pæoner er også så småt ved at springe ud, men jeg håber der når at springe noget blåt ud inden, så jeg har lidt mere at vælge imellem.


Det ville nemlig ærgre mig gevaldigt, hvis jeg blev nødt til at supplere med blomster fra blomsterhandleren.


søndag den 31. maj 2015

En drøm, der gik i opfyldelse!

Nu går den ikke længere! Jeg skal i gang med at blogge igen. Det har bestemt ikke været min mening at jeg næsten skulle have et års fraværs"jubilæum", men sådan er det blevet!

Der er sket rigtig meget i haven siden sidst. Vi har fået en pergola, og der blev lavet en stor fliseterrasse i forbindelse med den, ligesom der er lavet et bed og en stenmelssti op ad pergolaen. Det er blevet så fint.

Lige nu vokser stauderne med raketfart, og der er snart ikke mere bar jord tilbage. Det er ufatteligt så hurtigt det lige pludselig går, og så hurtigt bedene bliver lukket til.


















Jeg har også her i foråret fået opfyldt en drøm, jeg har haft længe.


Ja, det har nemlig noget med vand at gøre, og er du blevet nysgerrig, kan jeg anbefale dig at købe sommernummeret fra HAVEFOLKET. Her kan du se, hvad vi har lavet  - og du får anvisninger på, hvordan du selv kan gøre det samme. Vi er SÅ glade for resultatet!

Du kan også læse fortsættelsen af Mariannes og min "historie" om skærehaven, som så småt begynder at tage form. Det er ikke alt, der er lykkedes lige godt, men jeg er sikker på, at der nok skal blive til mange dejlige buketter henover sommeren alligevel. Jeg glæder mig vildt til at "blomsterhavet" springer ud!

Når man skal prikle så mange sommerblomster, som vi har gjort, er det dejligt at have et sted at stå med potter og jord uden at være bange for at svine. Det kan du bl.a. også læse om.

Vi ses snart igen :)




torsdag den 26. juni 2014

Noget om at klippe kanter

Hvis der var nogen, der så mig klippe græskanter med en gammel køkkensaks, ville de måske tro jeg var blevet skør. Man maler da heller ikke lofter med en tandbørste, vel? Ikke desto mindre er det hvad jeg gør - altså klipper kanter med en køkkensaks! Ikke altid, men nogen gange.



Nogen gange var i dag. Jeg skulle have luget mellem lavendlerne, og efter den dejlige regn i går var det en smal sag at hive ukrudtet op, og så kunne jeg passende klippe kanterne samtidig, når jeg nu var i øjenhøjde.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide at luge ukrudt, og når jeg sådan ligger på knæ, eller sidder på min flade, tænker jeg så mange gode tanker imens.

Alting i denne verden behøver ikke gå så stærkt!

onsdag den 18. juni 2014

Pæoner i flok

I dag er jeg startet på at klippe ned og deadheade. Der er meget at gå i gang med, og jeg nåede ikke engang halvvejs.

Jeg har i alt 5 store pæoner 'Sarah Bernhardt", og de har så mange blomster at stilkene knækker og lægger sig ned. Derfor gjorde det ikke så ondt at plukke en kæmpebuket.


tirsdag den 3. juni 2014

Kender I denne lille fætter?

Det er en sibirisk portulak, som jeg har fået af Hanne i Haven


Den er fabelagtig som bunddække, og jeg er især glad for den her mellem min hvide New Dawn og de to buksbom ved cykelskuret. Når det regner sprøjter jorden op på det sorte træværk, og det undgår jeg helt med denne skønne lyserøde/lyslilla bunddække.


Den breder sig meget, men er let genkendelig og meget let at fjerne igen - eller dele ud af.

tirsdag den 29. april 2014

Jeg skal da lige love for ....

.... at der er kommet gang i blomstringen hos Miss Bateman. De sidste dages varme har gjort underværker, og selvom både døre og vinduer er åbne, er der over 30 grader i væksthuset. Nogle af blomsterne er allerede ved at være færdige, og det er næsten en skam, at det går så hurtigt.

Man kan ikke få det hele!


og nu med edderkoppebabyer :)


Jeg har læst at der kommer en blomstring igen til efteråret, og det må så nok være højsommer hos os!

lørdag den 19. april 2014

Det er lige før!

Sidste år plantede jeg en klematis 'Miss Bateman' i væksthuset. Den nåede ikke at blive så stor, men fik dog et par blomster eller tre.

Her for ca. 3 uger siden fik jeg renset den for tørre blade, og sat et andet stativ op. Samtidig fik den noget god jord oveni potten og blev vandet grundigt. Så skal jeg ellers love for, at den har kvitteret med vækst.

Den galopperer af sted, og den har fået en lille hjælpesnor indtil den kan nå op til en tværgående wire, der kan lede den vandret.

Jeg drømmer om junglestemning!

Her har den fået selskab af en opstammet oliven og en nerie, som jeg har arvet. Nerien har stået oppe i stuen hele vinteren, og ser frisk og sund ud. Jeg håber den vil blomstre i år. Jeg har ikke så stor erfaring med nerie, men håber det bedste.

Til gengæld ved jeg at Miss Bateman vil blomstre i år - og det endda med rigtig mange blomster. Jeg glæder mig!



Det kan da kun være et spørgsmål om dage!


søndag den 16. marts 2014

Foråret mere end banker på!

Nu er det vist på tide, at jeg også viser lidt forår fra min have. I collagen ses nogle af de mange forårsvækster, der er gang i, og det sidste billede viser, hvad jeg snart skal i gang med.


6 sække Champost venter på at blive fordelt i de tre store højbede, der foreløbig udgør min køkkenhave, og i dag er der indkøbt flere terrassebrædder til en udvidelse.

For 3 år siden blev min køkkenhave genoplivet, og nu er jeg blevet helt hooked! Det gjorde det kun endnu "værre" at se Monty Don's udsendelser "Fork to fork" på Youtube, fx med hans tomathøst og storproduktion af tomatsovs til fryseren. WOW, siger jeg bare!

Derfor skal der også i år gang i det lille, gamle drivhus, der skal spules efter alle kunstens regler, og så skal I bare se løjer!

Jeg glæder mig vildt til at komme i gang, og I må endelig ikke brænde inde med gode råd om skønne tomatsorter :)