Sidste nyt fra udekøkkenet

Da vi blev færdige med vores udekøkken sidste sommer skrev jeg, at vi havde en drøm om at få lagt zink på bordpladen. Den drøm er nu gået i opfyldelse, sammen med et længe næret ønske om at få indlagt vand derude også. Jeg var lidt i tvivl om det med vandet overhovedet kunne lade sig gøre - men det kunne det heldigvis.

Vi har fået lavet en rørføring gennem væggen fra badeværelset og lavet en hane udenfor. Fra denne hane løber der rør op til blandingsbatteriet, og vi har så gravet en faskine under terrassegulvet. Det fungerer perfekt.

Vi har kun fået koldt vand indlagt. Det kunne sagtens lade sig gøre at få varmt vand også, men det ville medføre at der skulle løbe synlige rør fra håndvasken inde i badeværelset og langs gulvet, og det forudså jeg, at jeg ikke kunne holde ud at se på. Vi skal alligevel ikke vaske op i udekøkkenet, og jeg kan hurtigt koge en kedel vand, hvis jeg skulle få brug for varmt vand.

Det gode ved den udendørs hane er også at jeg kan forbinde haveslangen til den, så jeg kan vande have uden at skulle have en slange løbende rundt om hele huset. Men foreløbig er der jo nok regnvand at tage af!

Inspiration?

Jette fra Fru Friis' Frøbo havde i går et indlæg om inspiration kontra "tyveri" af ideer. Jeg synes, i lighed med alle kommentarerne der kom på indlægget, at det er dejligt at vi både kan inspirere og lade os inspirere.

På mine rundture på alle de skønne haveblogs, har jeg da også fundet inspiration mange gange. Sidst var da jeg læste om Susans monogram på deres orangeri. Mange af vores gæster - ja, også os selv - har utallige gange stødt næser, pander og bakker med kopper og kander mod den lukkede dør i væksthuset, fordi det er umuligt at se om den er åben eller lukket. Vi har selv vænnet os til lige at række en hånd ud inden vi går derind, men tænk hvor meget tankevirksomhed man skal "spilde" for at gå ind ad en dør :).

Derfor har jeg "stjålet" (ladet mig inspirere til) ideen med arme og ben.

Vores monogrammer er så diskrete at de er svære at fotografere ordentligt, men de virker helt efter hensigten!

Monogrammerne er købt her.

Noget om lyd, et skab - og beton!

Jeg elsker stilhed, og hører - desværre - til de 15% af den danske befolkning, der er støjsensible. Ofte møder jeg ringe forståelse for det, og det kan være et stort problem, når jeg er sammen med mange mennesker. Hvis der er musik i baggrunden, og jeg skal tale med nogen, mister jeg koncentrationen og kan kun fokusere på "baggrundsstøjen". Jeg hader ikke musik - overhovedet ikke. Jeg kan sagtens høre høj musik, både hjemme og især i bilen, men hvis jeg samtidig skal koncentrere mig, går det galt!

Også i min have skal der være ro. Det værste jeg ved er hvis naboerne spiller høj musik (selvfølgelig er det i orden, hvis de holder fest). Der skal kun være naturlige lyde, og jeg nyder hvert et fuglefløjt. Men om aftenen, når fuglene er gået i seng, og der er tændt levende lys i væksthuset, vil jeg elske stille, stille klassisk musik på det lille anlæg, der nu har fået en plads i væksthuset i det nye/gamle skab, som jeg købte hos igenbrug.dk, da jeg var på betonstøbningskursus hos Staudefeen.

Nu lyder jeg nok som en sur, gammel kælling? Det er jeg altså ikke - i hvert fald ikke sur :).

Nå, nu til betonen!

Til venstre er det en trædeflise, som jeg har lagt imellem pigstenene. Mønsteret i stenen er lavet ved hjælp af en gammel hæklet "flacon",som Vinnie (underviseren) havde med. Flisen får helt sikkert noget mere patina, når den har ligget en vinter med. Til højre er det mit lidt skæve fuglebad. Det er jo ikke alt, der bliver perfekt i første hug, men jeg skal helt sikkert prøve igen.

Jeg håber i øvrigt at pæonerne når at springe ud til på lørdag, for der får jeg nemlig fine gæster, der skal se min have. De kommer helt ovre fra Jylland - men mere om det senere :).

Jord i hovedet - og en reklame

Jeg synes det er voldsomt meditativt at stikke mælkebøtter i græsplænen. Enten bruger jeg en håndskovl eller mit gamle mælkebøttejern, og det er skønt at høre, når mælkebøttens rod giver et knæk, og den så kan trækkes op. Jeg ved godt at det ikke er optimalt, og at jeg ikke får hele roden med op  - men lyden! :)

Jeg plejer at kravle rundt på græsplænen på knæene, men da de er ved at være lidt slidte, er det ikke så sjovt mere.

Derfor var det nærliggende at sige ja tak til tilbudet fra Fiskars om at prøve deres mælkebøttefjerner. Nu kan jeg stå op i stedet for, og med et tryk med foden, et vip med stangen, og et af med mælkebøtten, er den væk. Det er dog heller ikke her hver gang jeg får hele roden med op, men jeg får mere med op på denne måde, og så varer det jo lidt længere før jeg skal i gang igen. Der er dog et lille minus, og det er at den laver forholdsvis store huller i græsplænen. Men de lukker sig dog igen.

Og så er der så også en sidegevinst, og det er at min mand nu kan lokkes til at gå tur med mælkebøttefjerneren.