onsdag den 22. februar 2012

Så nåede jeg det

I dag fik jeg høstet mine pil. Det skulle egentlig være gjort for et par måneder siden, men jeg syntes det var for koldt til havearbejde. Det skal dog blot gøres inden de begynder at spire igen.

Selvom det var gråt og trist i dag, var det bare på med det varme tøj og i gang.

Årets høst var lidt mager

Mange af pilestokkene er gået ud, og jeg har skåret nogle stiklinger, som nu ligger i fryseren til engang i marts, hvor de skal stikkes i jorden. Først skal jeg nemlig have fjernet nogle af de gamle.
Sådan kommer en lille spinkel pilestok til at se ud efter mange år.
Den på billedet til venstre skal fjernes. Man kan se at der ikke har været mange friske skud på den i år, mens den til højre får lov til at stå lidt endnu.

Jeg vil skifte dem ud lidt efter lidt. Der går nemlig en del år, før de begynder at blive så store at de kan bruges til noget, men det er dejligt at være selvforsynende til de mange små projekter, man kan finde på.

Min pilemark er ikke stor - at kalde det en mark er vel nærmest en overdrivelse der vil noget! Den er ca. 15 m2, men det er rigeligt til at kunne skifte nogle småhegn ud engang imellem, og så har jeg gjort klar til at flette flere bedkanter - se tidligere indlæg her.

Her ses pilemarken til højre, bag væksthuset