fredag den 15. november 2013

De stakkels vandplanter!

Da jeg i foråret var til plantemarked i Geografisk Have i Kolding, købte jeg en lille bøtte vandplanter. Jeg vil tro, der var sådan ca. 10 stk.

Vel hjemme blev de lagt i én af whiskytønderne, og de groede og groede. Flere gange har jeg fjernet nogle eller foræret dem væk. En gang var de sågar ved at kravle op af tønden! Der er efterhånden ikke ret meget plads til den fine guldsmed.



Nu er det tid til at "tynde" ud igen, men hvad gør jeg egentlig med dem her til vinter? Jeg går ud fra, som en selvfølge, at de ikke kan tåle frost!

Det vil være i orden, hvis bare et par stykker overlever, for jeg ved jo at de gror som bare pokker.

Hvis I har nogle erfaringer med disse vandplanter - eller vandplanter i almindelighed, må I meget gerne lægge en kommentar, så jeg kan blive klogere!

fredag den 18. oktober 2013

Planteindkøb i Toscana

Da jeg var i Toscana her i september måned, faldt jeg på et marked over denne smuksak.



Den hedder Duranta. Jeg har googlet den og fundet ud af, at den helt nøjagtigt hedder duranta erecta. I vores klima betragtes den som etårig, men kan overvintre indendørs bare den står i et stort sydvendt vindue.

Manden på markedet fortalte at den kan tåle en lillebitte smule frost, men jeg tør ikke løbe den risiko. Foreløbig står den i væksthuset, men jeg må hellere finde en plads til den indenfor i den kommende weekend. Jeg overvejer at prøve at tage en stikling, hvis noget nu skulle gå galt.

Da jeg for et par weekender siden var på en dansk planteskole så jeg den til 299 kr. Jeg gav 5€! Hvorfor var det nu lige at jeg ikke købte vildt ind?

Kender du den - og har du nogle erfaringer med den?


Jeg købte også en blyrod - dog ikke så stor som dette eksemplar.

tirsdag den 8. oktober 2013

Jeg er stenrig!

I sidste uge tilbragte vi et par timer i grusgraven med at sortere sten. Vi nåede at køre 2 trailerfulde sten hjem til matriklen, og nu ligger de i carporten og venter.


Pigstenene skal bruges som afslutning på de stenmelsstier vi lavede denne sommer. Jeg har aldrig fået vist jer hvordan græs blev forvandlet til stenmel. Vi er SÅ glade for det, og nu skal arbejdet gerne gøres færdigt hurtigst muligt.





tirsdag den 24. september 2013

En lækkerhed!

Selvom den periode, hvor meget i min have helst skulle være lyserødt, er ved at være ovre, og jeg mere og mere bekender mig til blåt, har jeg nu alligevel fundet en lyserød lækkerhed, som jeg bare MÅ eje!


Vi var så heldige at møde en af Villa Castellos gartnere - for det var nemlig der, jeg så den - og han fortalte at den hedder bignonia. Den er i familie med den orange trompetblomst, som man ser alle steder hernede sydpå. 

Den orange variant hjembragte jeg for mange år siden fra Spanien, men den er gået til - og godt det samme, for orange har aldrig rigtigt været min kop te. Hvis jeg til gengæld får fremskaffet denne rosa variant, vil jeg passe den efter alle kunstens regler, og den skal helt sikkert stå i væksthuset.

Jeg har forgæves prøvet at finde den i flere planteskoler. De kendte den godt, men sagde at den først kommer igen til foråret - ÆV! Så når jeg kommer hjem sidst på ugen, må jeg i gang med Google. 

Kender I denne rosa bignonia, og ved I evt. om den kan fås i Danmark??




lørdag den 21. september 2013

Postkort fra Toscana

Vi har tilbragt en hel dag i Firenze med at følge i Monty Dons fodspor, og det har bestemt ikke været kedeligt!

Her er lidt billeder fra de 2 haver vi nåede. Først er det Villa Castello.



Dette er den største krukke jeg nogensinde har set.









Og så lidt fra Villa Gamberaia.




















Det var en stor oplevelse at se disse haver, selvom de har toppet rent blomstermæssigt.


fredag den 16. august 2013

Jeg elsker brænde!

Gud ved om jeg ikke har brugt denne overskrift før? Men det er også lige meget - for det er sandt!


I går fik vi leveret 2 tårne med brænde, og straks min mand kom hjem fra arbejde gik han i gang med at køre det hen til brændeskuret, hvor jeg tog imod og stablede, og stablede og stablede. Først da det blev så mørkt at vi næsten ikke kunne se en hånd for os, gik vi ind - men så var alt brændet også i hus.


Jeg synes altså at brænde er så PÆNT :), og jeg tror vi har nok til den kommende fyringssæson. Gid det varer længe endnu inden den starter!


torsdag den 18. juli 2013

Hosta - Blue mouse ears

Sidste år, da jeg var på Bornholm, købte jeg denne lille sandstenskrukke og hostaen 'Blue mouse ears'.



Hele vinteren stod den i det lille drivhus, og da det blev forår, var potten knastør, og jeg tænkte at den nok ikke blev til noget. Jeg gav den dog en chance, og begyndte at vande. Pludselig tog den fart, og nu ser den så sådan ud.

Jeg har aldrig nærkigget på hostablomster, men denne har da de yndigste blomster.


Hvor længe tror I jeg kan lade den stå i den lille potte? Måske vil den have bedst af at komme ud i rigtig havejord, men jeg er bange for at den bliver overgroet af "naboerne".

Har I nogle erfaringer med 'Blue mouse ears'?


torsdag den 4. juli 2013

Må jeg bede om hjælp?

I et stykke tid har jeg oplevet at jeg ikke kan kommentere rundt omkring på diverse blogs. Det vil sige: Jeg kan godt skrive kommentaren og udgive den, og den viser sig også i kommentarfeltet.

Når jeg så senere går ind på bloggen igen, er min kommentar pist forsvundet, og jeg fatter ikke en brik!

HJÆÆÆÆÆÆÆLP ...............


Giardina

Myreflittig!

Siden efteråret har vi haft en zinkspand med løst låg stående i "materielgården" i et hjørne af haven. Over spanden havde vi lagt en sort plastsæk. I går skulle jeg bruge lidt stenmel, og fjernede den sorte sæk. Låget havde hævet sig 5-10 cm og stenmelet væltede ud over kanten. Da jeg fjernede låget så jeg dette syn:


Kors, hvor fik myrerne travlt med at få æggene i sikkerhed. Her til morgen var der igen aktivitet i "landsbyen", men ingen æg at se. De er båret ned i de underjordiske gange.

Det er et fantastisk bygningsværk, som jeg næsten ikke nænner at ødelægge.


Men jeg skal altså bruge lidt stenmel!