lørdag den 21. september 2013

Postkort fra Toscana

Vi har tilbragt en hel dag i Firenze med at følge i Monty Dons fodspor, og det har bestemt ikke været kedeligt!

Her er lidt billeder fra de 2 haver vi nåede. Først er det Villa Castello.



Dette er den største krukke jeg nogensinde har set.









Og så lidt fra Villa Gamberaia.




















Det var en stor oplevelse at se disse haver, selvom de har toppet rent blomstermæssigt.


fredag den 16. august 2013

Jeg elsker brænde!

Gud ved om jeg ikke har brugt denne overskrift før? Men det er også lige meget - for det er sandt!


I går fik vi leveret 2 tårne med brænde, og straks min mand kom hjem fra arbejde gik han i gang med at køre det hen til brændeskuret, hvor jeg tog imod og stablede, og stablede og stablede. Først da det blev så mørkt at vi næsten ikke kunne se en hånd for os, gik vi ind - men så var alt brændet også i hus.


Jeg synes altså at brænde er så PÆNT :), og jeg tror vi har nok til den kommende fyringssæson. Gid det varer længe endnu inden den starter!


torsdag den 18. juli 2013

Hosta - Blue mouse ears

Sidste år, da jeg var på Bornholm, købte jeg denne lille sandstenskrukke og hostaen 'Blue mouse ears'.



Hele vinteren stod den i det lille drivhus, og da det blev forår, var potten knastør, og jeg tænkte at den nok ikke blev til noget. Jeg gav den dog en chance, og begyndte at vande. Pludselig tog den fart, og nu ser den så sådan ud.

Jeg har aldrig nærkigget på hostablomster, men denne har da de yndigste blomster.


Hvor længe tror I jeg kan lade den stå i den lille potte? Måske vil den have bedst af at komme ud i rigtig havejord, men jeg er bange for at den bliver overgroet af "naboerne".

Har I nogle erfaringer med 'Blue mouse ears'?


torsdag den 4. juli 2013

Må jeg bede om hjælp?

I et stykke tid har jeg oplevet at jeg ikke kan kommentere rundt omkring på diverse blogs. Det vil sige: Jeg kan godt skrive kommentaren og udgive den, og den viser sig også i kommentarfeltet.

Når jeg så senere går ind på bloggen igen, er min kommentar pist forsvundet, og jeg fatter ikke en brik!

HJÆÆÆÆÆÆÆLP ...............


Giardina

Myreflittig!

Siden efteråret har vi haft en zinkspand med løst låg stående i "materielgården" i et hjørne af haven. Over spanden havde vi lagt en sort plastsæk. I går skulle jeg bruge lidt stenmel, og fjernede den sorte sæk. Låget havde hævet sig 5-10 cm og stenmelet væltede ud over kanten. Da jeg fjernede låget så jeg dette syn:


Kors, hvor fik myrerne travlt med at få æggene i sikkerhed. Her til morgen var der igen aktivitet i "landsbyen", men ingen æg at se. De er båret ned i de underjordiske gange.

Det er et fantastisk bygningsværk, som jeg næsten ikke nænner at ødelægge.


Men jeg skal altså bruge lidt stenmel!



lørdag den 29. juni 2013

Sidste nyt fra udekøkkenet

Da vi blev færdige med vores udekøkken sidste sommer skrev jeg, at vi havde en drøm om at få lagt zink på bordpladen. Den drøm er nu gået i opfyldelse, sammen med et længe næret ønske om at få indlagt vand derude også. Jeg var lidt i tvivl om det med vandet overhovedet kunne lade sig gøre - men det kunne det heldigvis.


Vi har fået lavet en rørføring gennem væggen fra badeværelset og lavet en hane udenfor. Fra denne hane løber der rør op til blandingsbatteriet, og vi har så gravet en faskine under terrassegulvet. Det fungerer perfekt.

Vi har kun fået koldt vand indlagt. Det kunne sagtens lade sig gøre at få varmt vand også, men det ville medføre at der skulle løbe synlige rør fra håndvasken inde i badeværelset og langs gulvet, og det forudså jeg, at jeg ikke kunne holde ud at se på. Vi skal alligevel ikke vaske op i udekøkkenet, og jeg kan hurtigt koge en kedel vand, hvis jeg skulle få brug for varmt vand.

Det gode ved den udendørs hane er også at jeg kan forbinde haveslangen til den, så jeg kan vande have uden at skulle have en slange løbende rundt om hele huset. Men foreløbig er der jo nok regnvand at tage af!



søndag den 23. juni 2013

Inspiration?

Jette fra Fru Friis' Frøbo havde i går et indlæg om inspiration kontra "tyveri" af ideer. Jeg synes, i lighed med alle kommentarerne der kom på indlægget, at det er dejligt at vi både kan inspirere og lade os inspirere.

På mine rundture på alle de skønne haveblogs, har jeg da også fundet inspiration mange gange. Sidst var da jeg læste om Susans monogram på deres orangeri. Mange af vores gæster - ja, også os selv - har utallige gange stødt næser, pander og bakker med kopper og kander mod den lukkede dør i væksthuset, fordi det er umuligt at se om den er åben eller lukket. Vi har selv vænnet os til lige at række en hånd ud inden vi går derind, men tænk hvor meget tankevirksomhed man skal "spilde" for at gå ind ad en dør :).

Derfor har jeg "stjålet" (ladet mig inspirere til) ideen med arme og ben.


Vores monogrammer er så diskrete at de er svære at fotografere ordentligt, men de virker helt efter hensigten!


Monogrammerne er købt her.

tirsdag den 11. juni 2013

Noget om lyd, et skab - og beton!

Jeg elsker stilhed, og hører - desværre - til de 15% af den danske befolkning, der er støjsensible. Ofte møder jeg ringe forståelse for det, og det kan være et stort problem, når jeg er sammen med mange mennesker. Hvis der er musik i baggrunden, og jeg skal tale med nogen, mister jeg koncentrationen og kan kun fokusere på "baggrundsstøjen". Jeg hader ikke musik - overhovedet ikke. Jeg kan sagtens høre høj musik, både hjemme og især i bilen, men hvis jeg samtidig skal koncentrere mig, går det galt!

Også i min have skal der være ro. Det værste jeg ved er hvis naboerne spiller høj musik (selvfølgelig er det i orden, hvis de holder fest). Der skal kun være naturlige lyde, og jeg nyder hvert et fuglefløjt. Men om aftenen, når fuglene er gået i seng, og der er tændt levende lys i væksthuset, vil jeg elske stille, stille klassisk musik på det lille anlæg, der nu har fået en plads i væksthuset i det nye/gamle skab, som jeg købte hos igenbrug.dk, da jeg var på betonstøbningskursus hos Staudefeen.

Nu lyder jeg nok som en sur, gammel kælling? Det er jeg altså ikke - i hvert fald ikke sur :).

Nå, nu til betonen!


Til venstre er det en trædeflise, som jeg har lagt imellem pigstenene. Mønsteret i stenen er lavet ved hjælp af en gammel hæklet "flacon",som Vinnie (underviseren) havde med. Flisen får helt sikkert noget mere patina, når den har ligget en vinter med. Til højre er det mit lidt skæve fuglebad. Det er jo ikke alt, der bliver perfekt i første hug, men jeg skal helt sikkert prøve igen.

Jeg håber i øvrigt at pæonerne når at springe ud til på lørdag, for der får jeg nemlig fine gæster, der skal se min have. De kommer helt ovre fra Jylland - men mere om det senere :).




Jord i hovedet - og en reklame

Jeg synes det er voldsomt meditativt at stikke mælkebøtter i græsplænen. Enten bruger jeg en håndskovl eller mit gamle mælkebøttejern, og det er skønt at høre, når mælkebøttens rod giver et knæk, og den så kan trækkes op. Jeg ved godt at det ikke er optimalt, og at jeg ikke får hele roden med op  - men lyden! :)

Jeg plejer at kravle rundt på græsplænen på knæene, men da de er ved at være lidt slidte, er det ikke så sjovt mere.

Derfor var det nærliggende at sige ja tak til tilbudet fra Fiskars om at prøve deres mælkebøttefjerner. Nu kan jeg stå op i stedet for, og med et tryk med foden, et vip med stangen, og et af med mælkebøtten, er den væk. Det er dog heller ikke her hver gang jeg får hele roden med op, men jeg får mere med op på denne måde, og så varer det jo lidt længere før jeg skal i gang igen. Der er dog et lille minus, og det er at den laver forholdsvis store huller i græsplænen. Men de lukker sig dog igen.

Og så er der så også en sidegevinst, og det er at min mand nu kan lokkes til at gå tur med mælkebøttefjerneren.


søndag den 19. maj 2013

Vild med lyserød

Jeg er vild med lyserød, selvom jeg kan mærke at de blå farver bliver mere og mere integreret i haven.

Da jeg sidste sommer besøgte Nordjylland havde jeg lejlighed til at besøge Heides Planteskole i Thisted. Her købte jeg den skønne, sart lyserøde syren, Beauty of Moscow. Jeg fik at vide, at jeg ikke skulle regne med at den ville blomstre de første par år, så derfor var overraskelsen stor, da jeg forleden så dette.

Billedet til højre er taget i dag

Syrenen står i mit rent lyserøde bed. Dvs. helt rent endte det alligevel med IKKE at blive. Der har sneget sig 3 hvide anisisop ind samt violfrøstjerne "Hewitts Double", som jeg stadigvæk venter på - men ellers lyserødt.

Jeg er spændt på at se om det bliver for fimset med alt det lyserøde, men så er det prøvet, og så må jeg flytte rundt på planterne igen, igen til efteråret.

Sådan så bedet ud i sommeren 2012


Og nu bliver det så mere lyserødt!