onsdag den 13. marts 2013

Nu gider jeg snart ikke mere!

Nu er min landsdel også blevet sneramt- var ellers gået fri længe. Bevares, det har været koldt, men i går skinnede solen næsten hele dagen, og der var omkring 30 grader i væksthuset! ØV - hvor er jeg sur!



Der er dog lidt mere grøde i luften indendørs. Jeg købte for en måned siden en ægte laurbær, som står på et bord ved terrassedøren. Det bekommer den vel, for den gror som besat med disse dejlige, lysegrønne blade.

Måske man skulle overveje flæskesteg med hele svineriet. Vejret er i hvert fald til det.







Jeg glæder mig til at se denne lille fyr igen

Har I nogensinde set en løve med blomst bag øret? :)

tirsdag den 26. februar 2013

Bamser på bordet

I lørdags var vi til 50 års fødselsdag, og ved hver kuvert stod der en lille mosbamse med navneskilt på.


Det har været et stort arbejde for fødselaren og hendes mand, men jeg synes de er så søde. Der var ikke mange, der lod disse bordkort stå, da festen var slut.

Jeg har selv lavet masser af mosbamser, bare i større målestok, men aldrig sådan nogle små fyre som disse!



mandag den 11. februar 2013

Staudesåning og zinkbakker

Så er jeg også i fuld gang med at så stauder.


Man bliver jo påvirket af al den snak om staudesåning, og hvem vil ikke gerne spare penge til dyre planter? Jeg har prøvet at begrænse mig - ikke i sorter - men i antal. Jeg har ikke sået ret mange af hver, for der skal jo også prikles, omplantes og udplantes.

Forrige år såede jeg bl.a. hvid anisisop (agastache). Jeg havde fået frø af Berit fra Irishaven, og hold da op, hvor de spirede. Da jeg havde priklet 105 småplanter ud, stoppede jeg og smed resten ud. Selv om jeg forærede en masse væk og naturligvis plantede en del i min egen have, har jeg stadigvæk nogle eksemplarer tilbage i børnehaven. Så derfor har jeg modereret såningen i år.

Jeg undskylder kvaliteten af billedet til højre. Min computer har været tæt på at brænde sammen, men nu er den ordnet (kryds fingre!). Der er dog sket noget meget mystisk i Picasa, idet rigtigt mange (ja næsten alle) af mine billeder har ændret format, og der ligger en masse små billeder rundt omkring. Det er mine billeder der er blevet MEGET små.

Er der nogen af jer, der har oplevet noget lignende? Så hører jeg gerne om det.


I julegave fik jeg et stort ønske opfyldt - nemlig smalle zinkbakker til vindueskarmene i væksthuset.

Zinkbakkerne er fra zinkbakken.dk, og jeg skal helt sikkert have flere. De er af en rigtig god kvalitet, og når såning og prikling er slut, skal de bruges som "underskåle" til pelargonier og andre dejlige planter.
Der medfølger, som I kan se på billedet, undervandingsmåtter.

torsdag den 17. januar 2013

Vinterdage

Da jeg havde givet fuglene mad i dag, ville jeg tage et billede af de smukke isblomster på vinduerne i udekøkkenet, men se nu lige her

 
Den er fløjet ind i udekøkkenet og har ikke kunnet komme ud igen, selvom der er meget åbent - den lille stakkel!

Jeg har før oplevet at småfuglene er fløjet derind, men de har altid fundet vej ud igen. Denne her har så opgivet ævred, sikkert på grund af kulden. Jeg må finde på en løsning, så de bliver skræmt væk. Måske kan man hænge noget op, der glimter - forslag modtages gerne!


Her er lidt hyggeligere billeder fra dagens gåtur.




tirsdag den 15. januar 2013

Advarsel - reklame!

For knap en måned siden blev jeg kontaktet af Fiskars. De ville høre om jeg havde lyst til at prøve ét af deres snerydningsværktøjer - og det sagde jeg ja tak til.

Jeg valgte en sneslæde, men inden jeg fik den leveret var sneen væk igen. Der kom senere en smule mere sne, men ikke nok til at den kunne bevise sit værd.

Til gengæld kom sneen så væltende i aftes og i nat, og her til morgen kom sneslæden i brug for alvor.

Den er stor som et hus, men jeg skal love for at den kan tage fat. I den bløde, lette sne der ligger nu, gik det som en leg at skrabe hele vores del af vejen - og  den er lang!

Til de små stier ud til fuglehuset og brændeskuret er den lille model stadig bedst - og mere handy.


Men til store snemængder er sneslæden rigtig god, og du kan gå oprejst, mens du skovler!


torsdag den 10. januar 2013

Opgradering af skur

Jeg ønsker mig et havehus - sådan ét med store vinduer, der slipper en masse lys ind. Et havehus, der er isoleret så jeg, ved hjælp af en lille "varmer", kan holde det frostfrit. Et havehus til at opbevare de sarte træer og planter i, bl.a. mit elskede citrontræ. Og ikke mindst et sted, hvor vores 2 katte, der er udekatte, kan bo om vinteren.

Jeg tænker at vores gamle, kedelige skur på 9 m2 må kunne bruges til dette formål. Vi må nemlig ikke bygge mere på grunden, og vi har i forvejen fået dispensation i forbindelse med byggeriet af vores væksthus.


Som skuret er nu, er det bare en skal af brædder og med tag af trapezplader. Jeg ønsker mig fast tag, store sprossevinduer og en rigtig dør, måske også af glas.

Det skal males hvidt indvendigt, og på den modsatte væg af vinduerne skal der være hylder fra gulv til loft til opbevaring af alle mine haveting - ÅH, hvor ville det være skønt med sådan et havehus!

Og hvor skal så alt lor... være. Tja, man kunne jo begynde med en oprydning, og så er der jo også lige den "mindre" detalje, at min mand skal være med på idéen!

Men indtil jeg får ham overbevist, og til brug for dette, vil jeg tage et billede af skuret, og så sætte mig og lege med et tegneprogram.

Kan I se det for jer? Jeg vender tilbage med mine planer, når jeg har fundet ud af tegneprogrammet.

mandag den 31. december 2012

Godt nytår!

Med dette skønne billede af et blomstrende æbletræ vil jeg gerne ønske jer alle et rigtigt godt nytår!



VI SES I 2013

fredag den 28. december 2012

Kom ud af busken

- søde Tante Grøn - i dag er det din runde fødselsdag - STORT tillykke!



Jeg har tidligere lovet dig at vise den lille fyr frem, vi havde med til dig - og her er han:




torsdag den 27. december 2012

Hvis I vidste!

(og det gør I måske), hvor meget dejligt have-tv, der er på You Tube.

Ved et tilfælde faldt jeg over Alan Titschmarsh (kendte ham dog godt i forvejen) og hans udsendelser Love Your Garden og der er i timevis af dejlig underholdning.

Klik på billedet tv og du kommer direkte ind til Love Your Garden 1.

Hvis du blot søger på navnet Alan Titschmarsh på You Tube vil der komme MASSER af udsendelser frem. Her er blot nogle få eksempler: Container gardening, climbers, growing fruit.


Vi har overtaget mit brors "gamle" Apple-tv boks, så nu kan jeg ligge på sofaen og nyde udsendelserne på storskærm :)

Han har i øvrigt også en hjemmeside, som jeg skal studere nærmere.

God fornøjelse - hvis du skulle få lyst!


søndag den 23. december 2012

Glædelig jul

Det har været et forrygende møgvejr over hele landet i dag - med mindre man altså elsker snestorm!

Jeg var lige ude og fodre fugle og sætte en ekstra juletræskæde op, og så har den ellers stået på indendørshygge resten af dagen.

Sådan så her ud sidst på eftermiddagen - heldigvis set indefra





Lige nu står juletræet til optøning på håndklæder på køkkengulvet, og de ting der skulle klares i dag - rent madmæssigt - er klaret, så nu vil jeg tage sofaen på nakken.

I ønskes alle en rigtig glædelig jul!